Top > Tryg transport > Trafikpolitik - Kom godt i gang



TRAFIKPOLITIK - KOM GODT I GANG

EN INTRODUKTION TIL TRAFIKPOLITIK I TRANSPORTVIRKSOMHEDEN
"Trafikpolitik - kom godt i gang. En introduktion til trafikpolitik i transportvirksomheden" indeholder tips og idéer til udarbejdelse og indførelse af en politik for trafiksikkerhed i transportvirksomheden.


Indhold:
Hvorfor en trafikpolitik?
Hvad indeholder en trafikpolitik?
Kom godt igang
Hvad bør trafikpolitikken omfatte?
Trafikpolitik - eksempel
Indførelse og opfølgning


 
1. HVORFOR EN TRAFIKPOLITIK?
Trafiksikkerhed vedkommer os alle. En trafikulykke kan føre til meget store menneskelige omkostninger, ligesom de økonomiske konsekvenser kan være betydelige for såvel virksomhed som samfund.
 
Som transportvirksomhed har du og dine ansatte et særligt professionelt ansvar i planlægningen og gennemførelsen af transporter samt i vedligeholdelsen af vognpark og materiel. Fokus på trafiksikkerhed i virksomheden bidrager til at reducere antallet af dræbte og kvæstede i trafikken, reducere skader på gods og materiel, forbedre medarbejdernes trivsel, styrke virksomhedens image og samarbejdsrelationer samt reducere udgifter til f.eks. forsikringspræmier, sygefravær, oplæring af erstatningsarbejdskraft samt reparation og erstatning af materiel. 
 
Uanset hvilken størrelse eller type din virksomhed repræsenterer, så kan selv små trafiksikkerheds­tiltag spare liv og penge. Et tiltag kan være en trafikpolitik, der er med til at skabe opmærksomhed og bevidsthed om det, der er farligt i trafikken.

 
2. HVAD INDEHOLDER EN TRAFIKPOLITIK?
En trafikpolitik består som regel af en overordnet holdning og nogle konkrete retningslinier for hvordan virksomheden vil styrke trafiksikkerheden og forhindre uheld eller trafikfarlige situationer i at opstå under udførelsen af dens transportopgaver. 
 
En trafikpolitik kan stå alene eller indgå i allerede etablerede systemer og politikker i virksomheden. Det væsentlige er, at den passer til virksomheden, er klar og enkel, har ledelsens opbakning og efterleves af de ansatte. Den skal være en del af virksomhedskulturen.
 
Trafikpolitikken kan udstikke holdning og retningslinier for, f.eks.:
  • overholdelse af sikkerhedsafstande og hastighedsgrænser
  • træthed og opmærksomhed i trafikken
  • spritkørsel 
  • brug af sikkerhedssele
  • brug af mobiltelefoner og andet udstyr i køretøjet, der kan virke distraherende under kørslen
  • uddannelse af chauffører i trafiksikker kørsel
  • regelmæssigt vedligehold af køretøjer
  • overvejelse af de mest sikre teknologier ved anskaffelse af nyt materiel
  • køre-/hviletidsbestemmelser
Over 90 pct. af alle ulykker skyldes menneskelige fejl, hvorfor trafikpolitikken i høj grad er et spørgsmål om holdninger.

 
3. KOM GODT IGANG
3.1. HVAD BØR TRAFIKPOLITIKKEN OMFATTE?
For at finde frem til den rette trafikpolitik og hvad den bør omfatte, kan det være nødvendigt med lidt forberedelse:
  • Analysér ulykkesforløbene i virksomheden. Det kan give et billede af eventuelle sammenhænge mellem hvor, hvornår og hvilke ulykker, der oftest sker og med hvilke type køretøjer.
  • Analysér hvilke udgifter virksomheden har i forbindelse med trafikulykker, skader og brud på færdselsloven. Det kan være udgifter til reparation og erstatning af materiel, oplæring af erstatningsarbejdskraft, stigende forsikringspræmier, fartbøder, bøder for overtrædelse af køre- og hviletidsregler mv.
  • Tjek op om chaufførerne og deres kørselsadfærd. Overholdes køre-hviletidsreglerne, er lasten forsvarligt surret, bruges sikkerhedsselen, overholdes hastighedsgrænser mv. Har der været nogen klager over chaufførernes adfærd i trafikken?

En analyse af ulykkesforløbene kan være med til at give et billede af eventuelle sammenhænge mellem hvor, hvornår og hvilke ulykker, der oftest sker og hvad det koster virksomheden. Er der tale om enkeltstående tilfælde eller er det et gennemgående problem i virksomheden eller i branchen.

Vurdér eventuelle sammenhænge i ulykkesforløbene. Er der nogle forhold eller situationer, der optræder oftere end andre, f.eks. i relation til:
  • Tidspunkter på dagen, ugedagen, måneden eller året
  • Sted eller strækninger
  • Køretøjstyper
  • Transportopgaver
  • Chaufførens alder og erfaringer
  • Ulykkestype
  • Skyldspørgsmål
  • Ulykkesårsager
Brug analysen til at udstikke kursen for virksomhedens trafikpolitik og ikke mindst vurdere og udvikle fremtidige tiltag,
der skal hindre lignende ulykker.

 
3.2. TRAFIKPOLITIK

Eksempel på en trafikpolitik
Transport AB vil til stadighed arbejde for, at virksomhedens transporter gennemføres trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt. Vi vil sikre, at vore chauffører har de bedste forudsætninger for at passe på sig selv og andre, hver gang de færdes i trafikken. Transport AB arbejder efter følgende trafiksikkerhedsprogram:
  • Transporterne skal planlægges således at køre- og hviletider kan overholdes
  • Lasten skal være forsvarligt sikret
  • Chaufføren skal være trænet og have de fornødne certifikater
  • Chaufføren skal være udhvilet og opmærksom
  • Chaufføren må ikke være påvirket (alkohol, narkotika, medicin)
  • Chaufføren og eventuelle passager skal anvende sikkerhedssele
  • Chaufføren skal udvise størst mulig hensyn til sine medtrafikanter
  • Mobiltelefoner må ikke benyttes under kørslen
  • Ved anskaffelse af nyt materiel og udstyr overvejes løsninger, der kan styrke trafiksikkerheden
  • Der foretages regelmæssigt kontrol og vedligehold af materiel og udstyr
Det er ledelsens ansvar, at alle chauffører tilbydes nødvendige og relevante kurser som f.eks. førstehjælp, køretekniske kurser og krisehjælp. Det er den enkelte medarbejders ansvar at leve op til politikken og være med til at videreudvikle den.


 
3.3. INDFØRELSE OG OPFØLGNING
Indførelsen af en trafikpolitik kræver at ledelsen angiver et ambitionsniveau og bakker op om processen - lige fra udformning til forankring af politikken i virksomheden.
 
Skal trafikpolitikken være effektiv skal medarbejderne kende politikken og vide, hvad den betyder i det daglige arbejde. Inddrag derfor hurtigst - og så vidt muligt - medarbejderne/chaufførerne i processen så de får et "ejerforhold" til politikken. Inddragelse af medarbejderne kan ske gennem information, gennem deltagelse i arbejdsgrupper, der skal være med til at udforme trafikpolitikken eller gennem "sikkerhed gennem samtale", hvor medarbejderne/chaufførerne på fællesmøder drøfter trafikpolitikkens indhold eller tæt-på-hændelser/uheld, der kan gøre trafikpolitikken og dens formål mere personlig og nærværende. Indfør eventuelt bonusordninger, der belønner chaufførerne for at følge virksomhedens trafikpolitik. Trafikpolitikken bør indgå som en naturlig del af virksomhedens chaufførhåndbog.
 
Sæt nye medarbejdere ind i virksomhedens trafikpolitik og gør eventuelle underleverandører opmærksom på de krav virksomheden stiller på området.
 
Fastsæt en dato for, hvornår trafikpolitikken skal opdateres og hvem der er ansvarlig for at det sker.

Registrér og analyser ulykkesforholdene i virksomheden for løbende at vurdere trafikpolitikkens effekt.