Top > Tryg transport > Er din virksomhed trafiksikker?


 
ER DIN VIRKSOMHED TRAFIKSIKKER?

Trafiksikkerhed vedkommer os alle. Som transportvirksomhed har du og dine medarbejdere et professionelt ansvar i planlægningen og gennemførelsen af transporter samt i vedligeholdelsen af vognpark og materiel. Fokus på trafiksikkerhed i virksomheden bidrager til at reducere antallet af dræbte og kvæstede i trafikken, reducere skader på gods og materiel, forbedre medarbejdernes trivsel og forbedre bundlinien.

Brug nedenstående tjekliste til at vurdere trafiksikkerheden i din virksomhed og til at afdække mulige indsatsområder. Inddrag chauffører, planlæggere, disponenter, kunder, leverandører mv., hvor dette synes nødvendigt. Tjeklisten er ikke udtømmende, men indeholder retningslinier for forhold omkring chaufføren, uddannelse og instruktion, helbred og trivsel, køretøjet, transporten og vejrforhold, som kan have betydning for trafiksikkerheden. Nederst på tjeklisten er angivet et par nyttige tips til virksomheden.

CHAUFFØREN

  1. Har chaufføren et gyldigt og til køretøjet passende kørekort? (tjek før og under ansættelse)
  2. Har chaufføren de passende kørefærdigheder? (tjek før og under ansættelse)
  3. Har chaufføren erfaringer fra tidligere ansættelse med samme type af køretøj og/eller transportopgave?

UDDANNELSE OG INSTRUKTION
  1. Vurderes chaufførernes kompetencer og deres opgaver løbende, for at se om supplerende uddannelse/træning er nødvendig?
  2. Gennemføres et introduktionsforløb for chauffører ved ansættelse?
  3. Er chaufførerne instrueret i ansvarlig og hensynsfuld kørsel (overholdelse af færdselslov og køre- og hviletidsregler mv.)?
  4. Hvordan sikrer du dig, at chaufførerne foretager daglige tjek af deres køretøj, at de ved hvad det er, der skal tjekkes, og at de ved hvordan de skal forholde sig ved fejl og mangler?
  5. Er chaufførerne instrueret i korrekt brug af køretøjet?
  6. Er chaufføren instrueret i korrekt brug af køretøjets sikkerhedsudstyr, hvordan det skal betjenes og eventuelt justeres (seler, spejle, IT-udstyr mv.)?
  7. Er chaufførerne instrueret i forsvarlig surring/pakning af gods/bagage samt på- og aflæsning?
  8. Er chaufførerne instrueret i, hvordan de skal forholde sig ved træthed?
  9. Er chaufførerne instrueret i, hvordan de skal forholde sig ved uheld, overfald el. lign.?
  10. Har virksomheden et kriseberedskab?
  11. Er virksomhedens planlæggere/disponenter instrueret i dialog med chauffører således at stress og misforståelser så vidt muligt kan undgås?
  12. Har virksomheden et budget for uddannelse og træning af medarbejdere?

 

 HELBRED OG TRIVSEL

  1. Er der transportopgaver, der ikke kan gennemføres pga. medicinske eller helbredsmæssige årsager? (gennemføres regelmæssig undersøgelse af chaufførernes helbred og trivsel?)
  2. Er chaufførerne informeret om, hvilken indflydelse træthed, alkohol, narkotika og trafikfarlig medicin kan have på kørslen?
  3. Gennemfører virksomheden de lovpligtige arbejdspladsvurderinger?

KØRETØJET

  1. Ved indkøb af nyt køretøj overvejes da sikkerhed og komfort?
  2. Kontrolleres og vedligeholdes køretøjet regelmæssigt og korrekt?
  3. Hvordan sikres det, at der ikke forekommer overlæs og at gods/bagage/passagerer er forsvarligt sikret?
     

TRANSPORTEN

  1. Er transporten tilrettelagt, så regler om køre- og hviletid og arbejdstid kan overholdes?
  2. Tjekkes det om køre- og hviletidsreglerne overholdes? (tjek af køreskiver)
  3. Er køreplanerne realistiske og kan der hurtigt tages højde for ændrede trafikforhold mv.?
  4. Er chaufførerne orienteret om den mest optimale rute - og hvis relevant - om ensrettede veje, sikre rastepladser samt højden af broer og vægtrestriktioner på ruten?
  5. Har chaufførerne fået oplyst højden af deres køretøj?
  6. Er chaufføren orienteret om gældende færdselsregler i ind- og hvis aktuelt - udland?
  7. Tages der i køreplanen højde for nye og uerfarne chauffører?
  8. Er chaufførerne underlagt tidspres med fare for at tage unødige chancer i trafikken?
  9. Har virksomheden regler for kørsel med passagerer og er chaufføren informeret herom?
  10. Har virksomheden en trafikpolitik og efterlever chaufførerne denne?

 

VEJRFORHOLD

  1. Kan tid og rute ændres under dårlige vejrforhold?
  2. Er køretøjet udstyret til at kunne køre under dårlige eller ændrede vejrforhold? (f.eks. vinterdæk, snekæder, ventilation)
  3. Er chaufførerne informeret om, hvordan de skal forholde sig under forskellige vejrforhold (f.eks. ved stærk sidevind, skarp sol, glat og vådt føre, tåge)?

TIPS TIL VIRKSOMHEDEN
  • Giv chaufførerne klare retningslinier for hvad du som arbejdsgiver forventer af dem under kørsel, ved levering og ved eventuelle forsinkelser.
  • Vær sikker på, at dine chauffører forstår hvad det er der forventes af dem, med hensyn til tjek af køretøj og indrapportering af fejl og mangler.
  • Informer chauffører om køretøjets sikkerhedsudstyr, hvordan det skal anvendes og justeres for at få det mest optimale udbytte.
  • Overvej indførelsen af en trafikpolitik. En trafikpolitik kan bestå af en overordnet holdning og nogle konkrete retningslinier for kørselsadfærd.
  • Informer om hvilken indflydelse træthed, alkohol, narkotika, trafikfarlig medicin og en usund livsstil kan have på kørslen.
  • Kig nærmere på virksomhedens vognpark og overvej om der kan gennemføres forbedringer i virksomhedens udskiftningspolitik f.eks. til mere sikre eller til opgaven passende køretøjer.
  • Foretag løbende gyldighedstjek af chaufførernes kørekort.
  • Vurder kørefærdighederne hos alle nyansatte chauffører og specielt udsatte chauffører.
  • Med udgangspunkt i virksomhedens uheldsstatistikker målret kørselstræning blandt chauffører.
  • Overvej supplerende træning af de chauffører, der er mest risikoudsatte, herunder unge og uerfarne chauffører.
  • Grib ind overfor chauffører, der overtræder love og regler (færdselslov, køre- og hviletidsregler).